Af KURT BERTELSEN CHRISTENSEN og JAN GRUWIER LARSEN

En virkelig 'gave til jorden' bør både udbygge den vedvarende energi og reducere energiforbruget

GRØN BEDØVELSE
I Information mandag den 6. oktober skamroser Lars Georg Jensen, WWF, en ny Auken-plan. Auken vil opstille 500 vindmøller til havs og kalder planen: "En gave til Jorden". Det er en gave, der kan sammenlignes med at give sin kone den bowlingkugle, man altid har ønsket sig, til mors dag.
Det er dejligt med vindmøller, og det er skønt, at danskerne vil forære sig selv nogle flere af dem, men medmindre man kobler vedvarende energiproduktion til en tilsvarende reduktion i forbruget at fossilt brændsel er "En gave til Jorden" svær at få øje på. En udbygning af vedvarende energi og en reduktion af energiforbruget er ikke, som WWF får det til at se ud, to diskussioner, men én diskussion, og ikke alene er det én diskussion, det er også én handling. Hvis de grønne accepterer, at der stilles 500 havmøller op, som producerer 750 MW, så må de grønne forlange en tilsvarende reduktion i den energi, der produceres ved brug af kul, olie og gas. Hvis Danmark skal give jorden en gave, må det være opfyldelsen af den energiplan, som Jørgen S. Nørgård med flere præsenterede os for i begyndelsen af 80'erne. En plan som sammenkæder udbygningen af vedvarende energi med en reduktion i energiforbruget; to politikker i samme indpakning. Denne gave skulle gøre det muligt at blive selvforsynende med vedvarende energi i 2020, og dermed leve op til de forpligtelser verdensnaturen med rette kan forvente af et land som Danmark.

Planen blafrer i vinden
I denne omstilling ligger selvfølgelig også udviklingen af de teknologier, der skal gøre det muligt for de folkerige udviklingslande, hvis energiforbrug stiger stærkt, ikke at behøve at tage omvejen omkring massiv afbrænding af fossilt brændstof. WWF har kappet forbindelsen til rødderne, når de her ser bort fra de gode kræfter, der blev lagt i arbejdet for, at Danmark kunne blive selvforsynende med vedvarende energi i 2020. Møllevingerne snurrer og produktionen overstiger alle forventninger, mens energiplanen blafrer i vinden. At vindmølleindustrien og energiministeren i dag går hånd i hånd kan ikke overraske nogen, da vindkraften har bevist sin styrke ved at blive en god forretning. Der skal bygges mange vindmøller - også flere end de 500. Men de grønne behøver ikke være bekymrede. Møllerne skal nok blive bygget, nu de blevet big business. De grønne kan derfor koncentrere indsatsen om den demokratiske kontrol over vindmøllerne, samt det allervigtigste - at få nedbragt det danske energiforbrug. Hvis Auken-planen er en gave til jorden, er det nemt at forstå, hvorfor det går den forkerte vej i forsøgene på at udligne forskellen mellem den rige og den fattige del af verden. Den rige verden opfinder (i ordets positive betydning) drivhuseffekten, og arbejder derefter på at få skabt international enighed om en global reduktion af CO2. Al fornuft siger, at det er godt. Men al fornuft siger også, at Danmark her har gang i et projekt, som smertefrit skal indfri landets løfter til en procentvis reduktion af CO2-udslippet, uden at nedsætte landets samlede energiforbrug. Det kan vi ikke være bekendt.