Tobisen og industrifiskeriet 

Fakta: I det danske industrifiskeri er tobisen den vigtigste art og højsæsonen er fra sidst i april til sidst i juni. Men derudover fisker man tobis før og efter højsæsonen alt efter forekomster. Nordsø TAC´en har ligget på ca. 1 mill. tons om året hvoraf den danske kvote udgør 90%. De danske fiskere fanger kun ca. 50% af kvoten hvert år. Danske biologer mener at tobisfiskeriet er bæredygtigt, hvor de fleste udenlandske biologer mener det modsatte. 

Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Folketinget, Christiansborg

1240 København K

Vedr. Fiskerikontrol og spørgsmål nr. 36-39 af 31. oktober 2001 ”Redegørelse for omfanget af ulovlige bifangster i forbindelse med industrifiskeriet”, udarbejdet af Fiskeridirektoratet den 8. november 2001.

Landsforeningen Levende Hav er aktiv omkring fiskeri og ressourcebæredygtighed og vi ønsker at henlede udvalgets opmærksomhed på følgende punkter i ovennævnte redegørelse som fortjener en uddybelse.

Redegørelsen er efter vores mening ikke fyldestgørende til konklusionen: ”Fiskeridirektoratet er derfor af den opfattelse, at industrifiskeriet i høj grad (vores understregning) udøves under overholdelse af de gældende regler om fangstsammensætningen i dette fiskeri”.

At der foretages en god kontrol, sådan at forstå, at mængden af stikprøver synes rimelige i forhold til landingerne, må vi tage til efterretning. Og vi har også bemærket, at engelske vurderinger tyder på, at vi har en skrap kontrol af industrifiskeriet i Danmark.

Men netop fordi vi afsætter store ressourcer til kontrol og netop fordi den bliver vurderet højt i udlandet, synes vi også det er vigtigt at se på kontrolprocedurerne, om de kan gøres bedre og det mener vi de kan.

Tobisfiskeriet er et godt eksempel. Her kunne man uden de store problemer nedskære kontrollen til et minimum i tobis højsæsonen, for derved at bruge kontrolressourcerne på en intensivering af  kontrollen, før og efter tobisens højsæson. Gør man det, vil vi kunne undgå betydelige bifangster af små og undermålskonsumfisk, som beviseligt hører til i industrifiskeriet op til og efter højsæsonen. Særlig i år hvor vi fik en usædvanlig lang tobissæson, dvs. hvor det kunne betale sig at fiske tobis helt frem i august. I denne sommerperiode er der sandsynligvis fanget betydelige mængder af små og undermålskonsumfisk sammen med tobisen.

Vi skal derfor foreslå følgende, til en større sikring af det såkaldte ”rene tobisfiskeri”:

-       at kontrollen gøres meget fleksibel mht. hvornår man sætter ind? Indsatsen bør bestemmes af de faktiske forhold i fiskerimønstret, som kan være forskellig år for år.

-       Gennem lovgivning bør modtagerne af industrifisken pålægges, at aflægge regnskab for hvor store mængder af de forskellige fisk de forarbejder. Modtagerne bør lave et ressource regnskab sammen med deres grønne regnskab for virksomhedernes drift. I dette ressource regnskab skal virksomhederne oplyse, hvilke mængder af tobis, brisling, sperling, sild, kuller, torsk, afskær osv. der årligt forarbejdes til fiskemel og olie.

Mht. spørgsmål 39 ”Effekten af at inddrage tilladelse til fiskeri”

Fiskeridirektoratet skriver:

”Det er Fiskeridirektoratets vurdering, at det at miste tilladelsen til industrifiskeri i alle farvande opleves som en alvorlig sanktion. Store fartøjer har ofte svært ved at rigge om til andet fiskeri dels på grund af omkostningerne ved at gøre dette, dels på grund af fartøjets indretning eller fiskerimulighederne generelt, hvorfor inddragelsen af tilladelsen reelt betyder, at fartøjet må ligge stille i inddragelsesperioden. Mindre fartøjer kan l ettere rigge om. Det må imidlertid bemærkes, at det fiskeri, som et fartøj, der mister tilladelsen, udelukkes fra, er det fiskeri, som fartøjsejeren fandt det mest fordelagtigt at deltage i på det pågældende tidspunkt med det pågældende fartøj - antagelig vurderet udfra en økonomisk synsvinkel.

Eksempelvis kan nævnes, at et mindre fartøj i Nordsøen, som deltog i brislingefiskeriet, kunne lande for ca. 30.000 kr. fisk dagligt. Efter inddragelsen af tilladelsen var det mest attraktive at gå på rødspættefiskeri, som blot kunne resultere i landing af rødspætter for 1.200 kr. dagligt, hvortil kom øgede udgifter til olie som følge af fjernere fangstpladser. Der er således en betragtelig økonomisk ulempe forbundet med at miste tilladelsen.

Det vurderes, at der er en forebyggende effekt af at inddrage tilladelser efter den praksis, som Fiskeridirektoratet hidtil har fulgt”.

For de store fartøjer er det rigtigt og der er sikkert tale om en holdbar vurdering fra Fiskeridirektoratets side. Men mht. de mindre fartøjer i brislingefiskeriet, er Fiskeridirektoratets vurdering, efter vores mening ikke længere holdbar. Under en regulering af rødspættefiskeriet, med lave rationer på rødspætter, kan det ikke afvises, at det nu kan betale sig fortsætte brislingfiskeriet ”indtil man bliver knaldet”, for så at få fanget den ration rødspætter man kan.

Der synes at være flere uløste spørgsmål i brislingefiskeriet, om det f.eks. er biologisk begrundet, at de mindre trawlere, hovedsageligt fra Hvide Sande, ikke skulle have lov til at tage en større mængde sild som bifangst i deres brislingfiskeri. Det spørgsmål skal ikke opfattes som et forsvar for høje bifangster af sild, men af hensyn til en nøgtern vurdering af brisling fiskeriet, vil det være gavnligt, om Fiskeridirektoratet vurderer ud fra de faktiske forhold i dette fiskeri.

De er, at med begrænsede rationer på brisling og rødspætter, vil man med den eksisterende praksis kunne tilrettelægge sit fiskeri på en måde, hvor sanktionerne efter et ulovligt fiskeri, ikke får nævneværdig betydning for de enkelte fartøjer. 

Med venlig hilsen, For Levende Hav

Projektleder Kurt Bertelsen Christensen, Ferring Strand den 20.11.01