Handlingsplan for reduktion af utilsigtet bifangst af marsvin

Indledning

LLH mener ikke, at man på det foreliggende grundlag kan begrunde, at marsvinebestanden i de danske farvande er truet af garnfiskeriet. Og som udviklingen tegner sig for garnfiskeriet, ser det heller ikke ud til at blive tilfældet i den nære fremtid. For det er et faktum, at det garnfiskeri der har den største bifangst af marsvin - pighvarfiskeri og torskefiskeri med stormasket garn - er gået kraftigt tilbage de seneste 10 år.

På den baggrund burde det være vigtigere, at få udarbejdet handlingsplaner for reduktion af miljøskadelige stoffer til havmiljøet, stoffer som udgør en trussel mod hele bestandens sundhed, og handlingsplaner for reduktion af de naturskadelige fiskeriformer, som f.eks. bomtrawl. På disse to områder, ville man kunne hente langt større miljøgevinster end med denne handlingsplan - en plan som kan blive en alvorlig trussel mod det ellers miljøvenlige og skånsomme garnfiskeri.

Det er denne trussel man bør tage alvorligt. Når bifangsten bliver et større problem for garnfiskeriet de kommende år, så skyldes det ikke de fiskerirelaterede og biologiske omstændigheder, men derimod den almindelige samfundsudviklingen, med en større og større opmærksomhed på dyretiske problemstillinger - denne udvikling skal tages alvorlig.

Grundlæggende mener LLH, at bifangstproblemet bør løses, fordi bifangsten kan skade et ellers både fornuftigt og skånsomt garnfiskeri. Og vi mener at garnfiskerne skal løse dette problem. Danmarks Fiskeriforening kan ikke løse dette bifangstproblem, dertil har fiskeriet alt for mange modstridende fiskerifaglige interesser. Vi tror f.eks. ikke at trawlfiskerne vil forsvare garnfiskeriet, hvis forbrugerne skulle vælger at boykotte fisk, på grund af bifangsten af marsvin.

I denne sag har garnfiskeriet alle ods imod sig, og det bliver garnfiskerne alene som kommer til at bære ansvaret for reduktionen af utilsigtet bifangst af marsvin. Dette ansvar omfatter såvel de praktiske omstændigheder på havet, som de etiske på land.  

Handlingsplans mange aktører siger, at fiskerne skal inddrages og medvirke konstruktivt, hvis problemet skal løses. LLH mener at det må være omvendt. Garnfiskerne skal selv løse dette problem, under inddragelse af alle konstruktive kræfter.

Handlingsplanen som den er blevet udviklet og som den foreligger, har ikke givet og giver ikke garnfiskerne muligheder for selv at få løst problemet - derfor bør den sættes i bero. En anden grund til at den må sættes i bero er at handlingsplanen selv, rejser langt større problemer end den forsøger at løse.

Anbefalinger

At 'Handlingsplanen for reduktion af utilsigtet bifangst af marsvin', sættes i bero, indtil man har større klarhed over de fiskeripolitiske konsekvenser af 2 % grænsen, samt af de miljømæssige- og økonomiske konsekvenser ved brugen af akustiske alarmer (pingere).

Begrundelser

• 2 % grænsen vil medføre et alvorligt politisk pres på fiskeriet, til stor skade for det fiskeri som på de fleste områder kun kan betegnes som et skånsomt fiskeri.
• de miljømæssige konsekvenser ved brugen og tabet af pingere, er ikke tilstrækkeligt belyst
• De økonomiske omkostninger ved brug af pingere vil medføre at prisen for hvert ikke-fanget marsvin bliver på ca. 1000 kr.

Forslag

Med udgangspunkt i handlingsplanen og de perspektiver som tegner sig, bør garnfiskerne opfordres til, og støttes i, at de få udarbejdet deres egen handlingsplan. En sådan handlingsplan, hvor garnfiskerne anerkende problemet og forpligter sig på at få bifangsten bragt ned på et acceptabelt niveau, kunne bl.a. foreslå at:

• alle fangster af marsvin registres, eventuelt også ilandbringes
• optælle og registre marsvin i de danske farvande
• stille alle oplysninger og erfaringer tilrådighed for en konkret handlingsplan i et samarbejde med alle med viden på området
• foretage forsøg med garn. Fra høje til lave garn, fra stor til småmasket garn, almindelige garn i stedet for toggergarn, mindre opdrift i garnene, garnene er hægtes sammen i undertællen i stedet for overtællen ect.
• ændret adfærd. Ændre adfærd kunne handle om, at garn ikke står i flere dage uden at blive røgtet (i dag er det almindeligt at bruge dobbelt så mange garn og så røgte hver anden eller tredje dag). Stoppe fiskeriet i de områder og sæsoner hvor der fanges flest marsvin ect.
• og hvis målene ikke nås, da at acceptere de nødvendige reguleringer. Eventuelt i form af område- og sæsonlukninger.

En sådan positiv strategi, både i forhold til erhvervet og omverden, ville sikre garnfiskerne tid til de nødvendige omstillinger. Den vil også sikre forskningen den nødvendige tid til at få klarhed over bestandsstørrelserne i de enkelte farvande. Og garnfiskernes egen plan vil give tid og indhold til den etiske diskussion af bifangsten af marsvin.

Kommentarer

Indledningsvis skal følgende overordnede kommentarer knyttes til handlingsplanen.

• Både af hensyn til fiskere som forbrugere burde de ansvarlige gøre klart om planen har i et biologisk og/eller et etisk fundament?
• Handlingsplanen tilgodeser og fremmer videnskaben- og forskningens behov for grundviden om marsvin på bekostning af garnfiskeriet. Handlingsplanens fædre har ikke haft blik for de oplagte muligheder der ligger i, at garnfiskerne selv gives mulighed for at få løst problemet.
• Danmarks Fiskeriforening vil med deres accept af den fiktive 2 %´s grænse, kun skabe større problemer for garnfiskeriet.

Det Grønne Kontakt Udvalg og eksperterne accepterer ikke 2 % grænsen, af etiske-, dyrevelfærdsmæssige og faglige grunde. LLH støtter også disse begrundelser. Men vi støtter ikke anbefalingerne af områder- og sæsonlukninger af farvande. Først fordi garnfiskerne selv skal have mulighed for at få reduceret bifangsten af marsvin, men også fordi anbefalingerne er uigennemtænkte i forhold til det praktiske garnfiskeri, og dermed i forhold til bifangstproblemets løsning.

Fortalerne for reguleringer, sæsonstop og lign. bør også gøre klart, om reguleringerne skal løse et biologisk el. et etisk problem? Derefter bør de samme gøre sig klart, om det overhovedet kan lade sig gøre at regulerer sig ud af problemet?

Det burde efterhånden være klart for alle som har en mening om fiskeriet, hvor svært det er at kontrollere dette erhverv. Selv noget så gennemarbejdet som kvoter, hvor fangsten skal i land for derefter at blive udsat for en dobbelt kontrol, er svær at kontrollere. Hvordan kan nogen overhovedet tro, at det kan lade sig gøre - uden garnfiskernes accept - at kontrollere, eventuelle stramme reguleringer, for værdiløse bifangster? Efter vores mening, udviser fortalerne for reguleringer en bekymrende mangel på kendskab til de faktiske omstændigheder i fiskeriet og i kontrolapparatet

Etik og politik

LLH mener at handlingsplanen har et etisk fundament. Følgende etiske problemstillinger kan gøre sig gældende:

1. Da der er tale om en utilsigtet bifangst, kan problemet ikke sammenlignes med den direkte jagt på hvaler og sæler, men dette jagtetiske problem er ikke uden betydning.
1. Fangsten synes unødvendig fordi den ikke kan bruges til noget. Det problem kan sammenlignes med discard af fisk.
1. Druknedøden i fiskernes garn. Det forhold at vi mener os i stand til at sætte os i marsvinets sted, det grusomme i den måde marsvinet dør.

Vi mener at det overvejende handler om 2 og i mindre grad 3. Når 1 er med, hænger det sammen at debatten og lovgivningen omkring jagten på hvaler og sæler har præget miljø- og etikdebatten omkring havet de seneste 20 år. Og vi mener at 1, gør det vanskeligt at få diskuteret 2 og 3. Den debat, som skal søge at skille begrebet 'utilsigtet bifangst' fra direkte jagt, bør skærpes, og det synes at være en oplagt opgave for garnfiskerne.

Vi mener at de følelser som knytter sig til 3´eren er stærke. Men det problem løses ikke før bifangsten af marsvin er bragt til ophør. Denne etiske modstand er dog kun dækkende for en relativt mindre gruppe mennesker. Men netop dette etiske problem vil handlingsplanen kun forstærke med 2 %´s grænsen.

Når det overvejende etiske problem har bund i den unødvendige bifangst, så mener vi ikke at problemet er akut - forstået som et alment problem. Vi tror mere, at planen er et resultat af, at de politiske- og faglige ansvarlige på området er bekymret for, at problemet skulle blive alment, uden at de har fået taget fat om problemet. Og vi tror også, at handlingsplanen kan ses som et resultat af den rolle Dansk Fiskeriforening spiller. (Vel er DF holdt op med at kalde, elles fornuftige mennesker, for hysteriske, men DF udviser ikke den fornødne vilje til at få løst bifangstproblemet) – for set ud fra DF´s perspektiv er 2%´s grænsen til at leve med.

Planens informationshensigter løser ikke de etiske problemer, tværtimod, for imod de hensigter, strider målsætningen som tillader en 2 % bifangst. Denne fiktive grænse vil kun skabe større forvirring omkring emnet, da etiske problemer - hvis de kan løses - ikke løses med kvantitative målsætninger, men med oplysning. Men vel og mærke oplysning fra de mennesker, som har problemet inden på livet, her garnfiskerne.

Et eksempel på, hvorfor LLH mener at bifangsten af marsvin er på vej til at blive en meget alvorlig sag for garnfiskeriet, kan ses Danmarks Naturfredningsforenings (DN) blad 'Natur og Miljø'. Her har DN fået lagt forarbejdet til en kampagne, vendt mod garnfiskeriet. Læserne får at vide, at når man spiser 4 kg pighvar 'spiser' man også 1 kg marsvin.

For det første er det ikke sandt - måske gav det mening for 10-15 år siden, hvor pighvarfiskeriet var på sit højeste – men i dag har dette dårligt valgte eksempel intet med virkeligheden at gøre. For det andet henter DN tallene i handlingsplanen, uden at have gjort sig den ulejlighed at få tallene analyseret. Og det er dette meget lave informationsniveau - fra en forening som er kendt for ikke at bruge sådanne metoder - der skaber alvorlig bekymring for garnfiskeriets fremtid.

• DN udviser ingen reel interesse i at få løst bifangstproblemet til alles bedste, men er nu på vej til at begå de samme fejltagelser som bl.a. Greenpeace begik omkring fangsten af hvaler og sæler. Denne udvikling aktualiserer behovet for at garnfiskerne kommer på banen.

Garnfiskeriet

Manglen på garnfiskeres medvirken er planens største mangel. En handlingsplan af denne art, har brug for garnfiskernes bud på bifangstens størrelse og deres bud på hvordan bifangsten bringes til ophør. Garnfiskeriet er som nævnt, noget af det tætteste fiskeriet kan komme på et skånsomt fiskeri og man må frygte, at den fiskeriteknik som i givet fald ville afløse et umuliggjort garnfiskeri, kun vil betyde større skade på havets økosystem.

De få steder fiskerne optræder i handlingsplanen, er hvor de repræsenterer problemet. Det er klart nok fordi de fanger marsvinene, men så må det være lige så klart at de også bliver nødt at løse problemet i en handlingsplan. Det er en forældet tankegang i fiskeriforvaltningen som kommer til udtryk i denne plan. De mange som beskæftiger sig med fremtidens fiskeriforvaltning, gør i stigende grad opmærksom på, at succes i forvaltningen, er betinget af fiskernes medvirken.

En forudsætning for at få løst denne sag, er at garnfiskerne er med fra starten, også fordi tillid, parterne imellem, er fundamentet for løsningen af de etiske problemer.

Dansk Fiskeriforening (DF)

DF er med i handlingsplanen, men det er ikke det samme som at garnfiskerne er blevet inddraget i arbejdet. Da bifangsten overvejende er et etisk problem, gavner det ikke sagen, at denne tilsyneladende alene forudsætter DF´s konstruktive deltagelse. Dette faktum burde ikke overraske de 10 medlemmer i arbejdsgruppen og de involverede ministerier og direktorater. Der er etiske problemstillinger i fremtidens fiskeripolitik, som ikke kan vente på DF´s konstruktive medvirken og deltagelse - bifangsten af marsvin er et af disse områder.

Skulle marsvinebifangsten f.eks. udvikler sig til en forbruger boykot mod fisk, som tilfældet var med den delfin-fri fangede tun, forventer vi ikke, at det øvrige fiskeri vil forsvare garnfiskeriet. Vi kan da komme i den groteske situation, at en bomtrawlfanget pighvar, kunne blive et salgsargument – som marsvin-fri fanget pighvar.

Biologisk bæredygtighed

Handlingsplanens behandling af bifangstens indflydelse på bestandens bæredygtighed er dunkel. Det videnskabelige forarbejde for robuste bestandsstørrelser er, også ifølge rapporten, mangelfuld. Lægges dertil usikkerheden om størrelsen af bifangsterne i de mange områder, må det kunne konkluderes at den biologiske del, hviler på et meget spinkelt grundlag.

Denne usikkerhed kommer tydelig til udtryk i de få undersøgelser der er lavet og usikkerheden har medført at fiskerne sætter store spørgsmålstegn ved forskningens opgørelse af størrelsen af deres egne bifangster. Handlingsplanens mange tal og udregninger er forklaringen på fiskernes skepsis.

Tal som forvirrer

Når fiskerne 'har svært ved at forstå de analyser, der resulterer i bifangsttal i de størrelsesordner, der er nævnt i afsnit I pkt.3.2, og er derfor skeptiske overfor tallene' (s.33), så er det fordi fiskerne ser tallene som såkaldte 'objektive fakta', hvad de ikke er. De er ikke dækkende for såvel bestandsvurderinger som bifangsttal. Og da fiskerne overvejende mener, at planen skal løse et etisk problem, ser de tallene som en del af denne politiske dagsorden.

Rapporten anbefaler informationsmøder med fiskerne i de mange havne, men disse møder løser ikke problemet med de mange tal. Dette problem løses først når garnfiskerne oplever sig selv som aktører i registreringen og i de løsninger der skal sættes i gang.

Gennemførelsen af den operationelle målsætning forudsætter en konstruktiv medvirken fra fiskerierhvervet med henblik på gennemførelse af bæredygtige løsninger' (s. 28-29).

Det er fuldstændig rigtigt, men en konstruktiv medvirken til løsning af et problem forudsætter, som mindste mål, at aktørerne blive inddraget i problemformuleringen.

Derfor: For at komme videre med et fornuftigt arbejde til nedbringelse af fangsten af marsvin må arbejdet startes i det praktiske fiskeri.

Forskning og videnskab

Efter vores mening udtrykker handlingsplanen, en tydelig interesse hos videnskaben og institutionerne, til at få større grundviden om marsvins adfærd. Vi støtter en sådan interesse, men ikke med afsæt i fiskeriets bifangst af marsvin, det er denne bifangst alt for alvorlig til.

Handlingsplanens afsnit III Forskning og Overvågning har i sig et meget stort element af grundforskning. Kan denne grundforskning finde sted og blive finansieret over ordninger som tilgodeser den videnskabelige grundforskning ser vi ingen konflikt mellem denne og bifangsten af marsvin.

Vi understreger blot, at bifangsten af marsvin er alvorlig og at alle kræfter må sættes ind på at få sikret det fornuftige og skånsomme garnfiskeri. Denne indsats kan ikke vente på videnskaben.

At samme videnskab har været med til at få forpligtet Danmark i ASCOBANS resolutionen, på en bifangstprocent på 2 %, understreger vores bekymring om videnskabens rolle i denne sag. For sagen synes nu klar mht. videnskab og forskning. Danmark bliver nu nødt til at iværksætte kostbare videnskabelige programmer som beskrevet i 1.2 'Vurdering af bifangstens påvirkning af bestanden'. Dette afsnit beskriver i detaljer forskningen rolle i handlingsplanen.

LLH anser ikke disse videnskabelige programmer for værende forudsætningen for at få nedbragt bifangsten af marsvin. Vi anser programmerne for at være selvskabte i og med at man har vedtaget en bifangst procent på 2 %. Og vi opfordrer de involverede ministerier og direktorater til at se bort fra de kostbare programmer, for at koncentrere sig om at få bragt bifangsten af marsvin ned på et acceptabelt niveau.

Akustiske alarmer (pingere)

Det mest tankevækkende i handlingsplanen er forsøget med akustiske alarmer, de såkaldte 'pingere'. Det er tankevækkende fordi handlingsplanen på dette punkt ikke forudsætter 2 vigtige spørgsmål som kunne besvares før man anbefaler at fortsætte forsøgene.

Udvalget anbefaler at man fortsætter og udbygger forsøgene med pingere, fordi forsøg har vist at de virker efter hensigten. Umiddelbart synes det fornuftigt, men tilbagestår analysen af de miljømæssige og ikke mindst økonomiske omkostninger, hvis alarmer skulle indføres i garnfiskeriet. I denne sag, kunne man uden forsøg, lave beregninger på de økonomiske omkostninger, ved at alle problematiske garnfiskerier blev udstyret med pingere.

Handlingsplanen anser pighvar- og torskegarn som problematiske. Skulle dette fiskeri alene og hurtigt derefter toggergarnfiskeriet, udstyres med alarmer, skal der indkøbes og vedligeholdes alarmer i størrelsesordenen 50-100.000 stk.

• Hvad denne larm kommer til at betyde for havpattedyrs og fisks dagligdag ved man ikke. Men hvorfor skulle larm, der får dyr til at fortrække, være harmløs? Vi tror, at denne larm vil betyde en adfærdsændring og stress hos dyrene. Alene dette forhold overbeviser os om at forsøgene med pingere bør indstilles.
• Er det ikke nok, kunne man lægge til grund de mange tusinder mistede alarmer 20-30.000/år, og hvad disse mange batterier kommer til at betyde for havmiljøet. Dette havmiljøskadelige forhold, at mange garn mistes hvert år, alarmer der falder af, går itu, nævnes end ikke i handlingsplanen.
• Det forhold som burde lægge pingereforsøgene på is, bliver de økonomiske omstændigheder. Med en pris på ca. 150-200/stk blive der brug for en investering på 10-15 mill., plus vedligehold 4-6 mill./år. Det vil sige, at hvert ikke-fanget, marsvin vil koste ca. 800-1000 kr. I disse omkostninger er ikke indregnet handlingsplanens omkostninger til forskning, overvågningsprojekter, evaluering etc. Hvem skal betale?

Udvalget har tydeligvis ikke været opmærksomme på de økonomiske konsekvenser i perspektiverne af deres anbefaling. Udvalget har været alt for optaget af de tekniske muligheder på bekostning af de muligheder der kunne ligge i ændret adfærd hos fiskerne.

LLH mener at, de store investeringer i sig selv, burde stoppe forsøgene med pingere. Ønsker man alligevel anvende beløb i denne størrelsesorden, vil pengene gøre større nytte i det praktiske fiskeri.

De moralske overvejelser

Tilbage står de moralske kommentarer mht. en blåstempling af fangsten af max. 2 % af de enkelte bestande. Det er en blåstempling, som faktisk indebærer, at fiskerne i områderne IVa og Ivb i Nordsøen, må fange ca. 5500 marsvin/år med den nuværende bestandsvurdering. Antager vi, at de danske fiskere fanger ca. 75 % af marsvinene, så betyder det, at danske fiskere får lov til at fange mere end 4000 marsvin/år, alene i disse to havområder. Marsvinene, som var totalfredede, bliver efter denne handlingsplans vedtagelse, til en lovlig fangst.  

• Landsforeningen Levende Hav er af den opfattelse, at en sådan lovliggørelse, er en forkert beslutning for det danske garnfiskeri. Både i og uden for Danmark, vil beslutningen blive opfattet som en lovliggørelse af en relativ stor bifangst af marsvin. Konsekvensen bliver at Danmark og garnfiskeriet, meget hurtigt vil blive udsat for et alvorligt politisk pres, til stor skade for garnfiskeriet. Denne 2 % regel, som vi mener kan føres tilbage til videnskaben og DF, vidner om videnskabens og DF´s manglende realitetssans for den udvikling, der bliver en følge af etik-diskussionen som er startet og som ikke bliver mindre i de kommende år.

Hvad skal der i øvrigt ske med de mange døde marsvin som handlingsplanen lovliggør? Skal de 2-300.000 kg marsvin dumpes, el. ilandbringes? Handlingsplanen nævner intet om dette forhold.

Ovenstående anbefalinger, forslag og kommentarer bliver LLH´s foreløbige bidrag til en nyvurdering af handlingsplanen. Vi mener grundlæggende, at de ansvarlige begår en alvorlig fejltagelse ved ikke at gøre brug af den store viden garnfiskerne har. Ønsker man supplerende oplysninger stiller vi os tilrådighed.

Tirsdag den 26.januar 1999

Kurt Bertelsen Christensen

formand

Brev til Svend Auken

Miljø- og Energiminister Svend Auken

Højbroplads

Emne: Marsvin og handlingsplan

Kære minister

Landsforeningen Levende Hav har siden december 1998 arbejdet med handlingsplanen for marsvin og vi sender dig vores redegørelse samt nedenstående resumé.

Vi håber at du vil overveje sagen endnu engang da vi frygter for det garnfiskeri, som på næsten alle andre områder lever op til miljø-og ressourcekravene til fremtidens fiskeri.

Vi kommer gerne til København for at uddybe vores redegørelse, eller også kunne det finde sted i forbindelse med at du eller andre fra Miljøministeriet/Skov og Naturstyrelsen skulle være på disse kanter.

Med venlig hilsen

Kurt Bertelsen Christensen

Formand

Kontakt telf. 97348450 el. 40594887

Forslag og kommentarer til de af Miljø- og Energiministeriet udsendte rapport:

’Handlingsplan for reduktion af utilsigtet bifangst af marsvin’

LLH mener ikke at man på det foreliggende grundlag kan konkludere at bestanden af marsvin er truet, og som udviklingen tegner sig for garnfiskeriet, ser det ikke ud til at garnfiskeriet skulle blive en større trussel i den nære fremtid. Der er altså god tid til at få lavet de nødvendige bestandsundersøgelser, før man skrider til drastiske forholdsregler af biologiske årsager. I sær fordi garnfiskeriet af andre grunde er et energiøkonomisk og skånsomt fiskeri.

Med hensyn til trusler mod marsvinebestanden, så LLH langt hellere en handlingsplan for reduktion af miljøfremmede og skadelige stoffer som er en trussel mod hele bestandens sundhed.

Derimod er det klart, at bifangsten af marsvin, er et dyreetisk problem, som garnfiskeriet er nødt til at tage alvorligt og gøre noget ved. Handlingsplans mange aktører siger, at fiskerne skal inddrages og medvirke konstruktivt, hvis problemet skal løses. LLH mener at det må være omvendt. Garnfiskerne skal selv løse dette problem, under inddragelse af alle konstruktive kræfter.

Handlingsplanen som den er blevet udviklet og som den foreligger, har ikke givet og giver ikke garnfiskerne muligheder for selv at få løst problemet, og har heller ikke udnyttet mulighederne for et samarbejde med fiskerne, angående det utroligt vigtige og grundlæggende problem om bestandenes størrelse.

Brugen af akustiske marvineforskrækkere som anbefalet i handlingsplanen, er hvalbiologisk set stærkt tvivlsom og ville, hvis det blev brugt i stor skala, sandsynligvis gøre mere skade end gavn. De vil desuden være en alvorlig økonomisk belastning for et fiskeri der af miljømæssige årsager i øvrigt bør fremmes og støttes.

Vi anbefaler derfor at "Handlingsplanen for reduktion af utilsigtet bifangst af marsvin", sættes i bero, indtil man har større klarhed over de miljømæssige- og økonomiske konsekvenser ved brugen af akustiske alarmer (pingere).

Vi anbefaler desuden, at garnfiskerne opfordres og støttes i at få udarbejdet en handlingsplan, hvor garnfiskerne anerkende problemet og forpligter sig på at få bifangsten bragt ned på et acceptabelt niveau. En sådan plan kunne omfatte:

• Registrering og ilandbringning af alle fangede marsvin,
• Forsøg med høje og lave garn, stor- og småmasket garn, almindelige garn i stedet for toggergarn, mindre opdrift i garnene, garn hægtet sammen i undertællen istedet for overtællen ect.
• Iagttagelse, optælling og kortlægning af sæsonbestemte vandringsmønstre
• Ændring af adfærd ved at bruge metoder der erfaringsmæssigt fanger færre marsvin eller og ved at stoppe fiskeriet i de områder og sæsoner hvor der fanges flest marsvin.

En sådan positiv strategi i forhold til erhvervet og omverden, ville sikre garnfiskerne tid til de nødvendige omstillinger. Den vil også sikre forskningen den nødvendige tid til at få klarhed over bestandsstørrelserne i de enkelte farvande. Og garnfiskernes egen plan vil give tid og indhold til den etiske diskussion af bifangsten af marsvin.

Handlingsplanen viser tydeligt, at der er en grundvidenskabelig interesse i marsvinets biologi og adfærd. Vi deler og støtter denne interesse, men mener ikke at disse undersøgelser skal finansieres, ved at blande det etiske problem, om småhvalers druknedød i garn, sammen med det biologiske problem der drejer sig om truslen mod marsvinebestanden som helhed.

Landsforeningen Levende Hav

Kurt Bertelsen Christensen

Formand