Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Eritrea Links Støt os   English

Råstoffer fra Nordsøen.

Mens danske myndigheder tillader flere og flere private virksomheder at hente råstoffer i havet, til en voksende eksport af sand og grus, bygger de samme myndigheder kostbare nye stenrev, der hvor de gamle rev lå, før de blev fjernet.

De private har fået tilladelse til at fjerne Jyske Rev i Nordsøen, for at sælge til højestbydende, mens de samme myndigheder naturgenopretter Læsø Rev. Er vi blevet blinde og døve? Da landbruget fra midten af 50’erne og til slutningen af 60’erne ekspanderede, skete det fordi landmændene og staten gjorde med naturen, hvad de ville og havde brug for. Skjernåen blev rettet ud og de våde områder blev drænet væk.

Nu har vi måttet genoprette Skjernå for flere hundrede mio. og nu er vi gået i gang med at naturgenoprette det ganske land, fjerne dræn og tilbageføre vandløb - det vil koste os mange mia.

Med tiden kommer naturgenopretningen også til Jyske Rev, men er det en god forretning? Eller er det bare "udviklingen" og den kan vi ikke gøre noget ved? Men hvad så med den "bæredygtige udvikling" - hvor blev den af?             

Danmark på afgrundens rand

Professor Jørgen Gaul Andersen fra Århus Universitet netop har regnet sig frem til, at kun 18 ud af i alt 192 lande, står økonomisk dårligere stillet, efter finanskrisen, end Danmark. Vi har altså ramt bunden og den eneste grund til, at vi med Thor Pedersens ord kunne købe hele verden i 2008, var at vi havde levet langt over evne. Men hvor fik vi pengene fra?

Dem fik fra vore ejendomme som vi overbelånte; fra landbruget hvor vi gjorde det samme og oveni kapitaliserede kvoter og alt andet der kunne omsættes, det samme gjorde vi inden for fiskeriet så meget, at begge erhverv tilsammen, i værste fald er truet af konkurser og i bedste fald er teknisk insolvente. Til sammen har de to erhverv en gæld på 3-400 mia.

Alt skal privatiseres under VK regeringen og i de mange overgange, blive vi så rige fordi de private og bankerne, i deres umættelige griskhed sloges, om at komme ført til fadet, og så stiger priserne og vi kan købe hele verden. Nu er værdier forsvundet ligeså hurtig som den varme man får efter at have pisset i bukserne og nu ligger vi i bunden – helt på bunden.

Vi solgte naturen. Indirekte ved at lade stå til og direkte ved at kapitalisere alt muligt. F.eks. råstoffer som sten, ral, grus og sand. Da man begyndte at hente de store mængder i Nordsøen, i slutningen af 90’erne, blev indvindingen knyttet til den strandfodring som afløste høfde bygge- og vedligehold. Og det gik stærkt. Man startede på Jyske Rev, 3-4 timer vest til nord fra Thyborøn og inden for få år blev havnen i Thyborøn, som ellers havde levet af fisken, helt afhængig af indtægterne fra de råstoffer, som fik større og større plads mellem havnen og Cheminova. I dag ligner det område et månelandskab. Og selvom fiskeriet også smadres af råstof indvindingen, er fiskeriets organisationer tavse, for det smule fiskeri der er blevet tilbage, efter privatiseringen og kapitaliseringen af kvoter og rettigheder, er ikke andet end råstofindvinding af levende naturressourcer, og økonomierne i havne og fiskesamfund er nu også blevet afhængig af indvindingen af de døde naturressourcer.   

Jyske Rev var et unikt levende landskab før Rohde Nielsen A/S, nu vist RN Shipping, Krogh A/S, Thyborøn Nordsø Ral A/S etc. begyndte at fjerne sten og grus rundt revet, så det hele nu falder sammen. De fik flere og større tilladelser og fra 2011 er de nu gået i gang på et stort område på det sydlige rev, et område med høje toppe og et historisk garnfiskeri. I går ansøgte Rohde Nielsen om lov til at suge og pumpe på et område nord for revet, et område der er ligeså stort som de 3 andre områder tilsammen rundt om og op i selve revet. Jyske Rev forsvinder. Da man begyndte udvindingen var de råstoffer udelukkende til brug i Danmark, nu eksporterer man mere, end man bruger her i landet.     

Selv om de ansvarlige VVM rapporter redegør for det modsatte, er det løgn fra ende til anden. Og det er løgn for de ansvarlige ved at det følgende og mange andre floskler ikke er sande: ”Styrelsen har på baggrund af reduktionen af indvindingsområdet og den gennemførte VVM-redegørelse vurderet, at indvindingen kan gennemføres uden at værdifulde biologiske habitater går tabt i indvindingsområdet, og uden at der vil ske en betydende påvirkning af arealer rundt om indvindingsområdet. (Naturstyrelsen 1/8 2007). Hvis ikke styrelsen ved at de lyver, kan de finde sandheden i et andet kontor i samme styrelse, som bruger mange af vore mio. på at genoprette et lille bitte stenrev i Kattegat.

Det er en liberaløkonomisk politik, der forærer vore fælles værdier til private virksomheder, samtidig med at den samme politik bruger de penge der skulle være brugt på børn og unge og deres uddannelse, til at rydde op efter disse private virksomheders grådige hærgen i naturen, i landbruget og i fiskeriet. Det sker meget direkte målt på naturen, landbruget og fiskeriet og indirekte målt på banker og andre forretninger som lever af at låne de private den kapital de skal bruge til deres ødelæggelser. En lille krise i de internationale finanser og vubti skred, rutsjede, faldt Danmark fra en 1. til en 174. plads på verdensrangslisten. Kritikkerne af VK regeringens styring af finanserne sagde det var en "kasinoøkonomi" og det var dét.    

Men det er udviklingen og den må vi se at kommer over. For som regeringens ansvarlige siger det hver dag - "I modsætningen til vore politiske modstandere, udstikker vi vores økonomiske kurs ved at se fremad, ikke bagud". Og det er forståeligt for bagud ser de et Danmark, der i dag ligner de sørgelige rester af Jyske Rev.

Ja det er sikkert udviklingen hvordan man nu end drejer den, men nu har vi levet med og gjort flittig brug af begrebet ”bæredygtig udvikling” i næsten 20 år. VK regeringen har i hvert fald intet begreb om en bæredygtig udvikling.           

For flere oplysninger kan man bruge disse links:

http://www.naturstyrelsen.dk/Vandet/Havet/Raastoffer/

http://gl.levendehav.dk/politik/enkeltsager/Havraastof/indeks.havraogstrand.htm

http://www.nordsoenoceanarium.dk/Jyske%20Rev-3067.aspx

http://gl.levendehav.dk/politik/enkeltsager/miljo-debat/indeks-miljo-debat.htm

http://www.adm.dtu.dk/Subsites/fiskepleje/kyst/restaurering/lasoe_trindel.aspx

http://www.naturstyrelsen.dk/Naturbeskyttelse/Naturprojekter/Projekter/Vendsyssel/BlueReef/

http://www.skjernaa.info/

Feb. 2011 Kurt Bertelsen Christensen

 

 

 
Sitemap Miljødebat Søg på denne hjemmeside Kystfiskeri Fiskeri i den 3. verden og EU Kontakt os