Ved Kurt Bertelsen Christensen, Formand Landsforeningen Levende Hav

- indlæg i dagbladet Information og Fiskeri Tidende foråret 1998

Til Økonom Peder Andersen (PA)

Pkt.1. Brundtland-rapporten fra 1987, som PA referer til, forudsætter et højt mål af økologisk balance på alle naturafhængige områder, inden økonomien kan tage over.

Pkt. 2. Et bæredygtig fiskeri er et fiskeri som tilgodeser den nuværende generations behov for FISK, uden at det forringer kommende generationer i at få opfyldt deres behov for FISK.

Pkt. 3. Opfattes fiskeriet ikke primært som en økologisk aktivitet, vil ressourcespild i form af dårlig udnyttelse af havets ressourcer, kapital og arbejdskraft uden tvivl blive resultatet.

Det må være klart for de fleste, og det er da også først imod i slutningen af Peder Andersens lange indlæg den 23. april, at man forstår hvor han vil hen - han vil have indført individuelle omsættelige kvoter. Det er der for så vidt ikke noget ondt i - men individuelle omsættelige kvoter er bare det stik modsatte af et bæredygtigt fiskeri.

Belært af erfaringerne bør man altid sørge for at komme økonomernes sædvanlige kritik i forkøbet, da økonomer normalt forudsætter ALT: Ingen overfiskning; ingen ødelæggelse af havbunden; optimal udnyttelse af fisken efter den er fanget; minimal discard etc. negative forhold som i en økonoms verden tit reduceres til problemer – man bare må se at få løst!. Går man tæt på økonomerne, siger mange: ’Jeg er jo ikke fisker, biolog eller politiker, de problemer du der taler om, må folk der har forstand på dem løse, jeg ser kun på de økonomiske muligheder’. Men uanset om man er økonom eller noget andet, så er det faktisk disse problemer det hele handler om, når der tales om et bæredygtig fiskeri.

PA påstår først at bæredygtighed er et økonomisk begreb. Det er det vel også, men ikke kun og slet ikke som et alvorligt og seriøst bud på et bæredygtig fiskeri. Brundtland-rapporten gør i dens helhed krystalklart, at overførsel af kapital til de næste generationer, ikke væsentligt må forringe naturgrundlaget. Og på et område som fiskeri, betyder bæredygtighed også lige så krystalklart, at den næste generation ikke kan og må ’spises’ af med andre ’goder’ i stedet for fisk, al den stund vi ikke ved om næste generation bliver tilfredse med fabrikker og motorveje i stedet for fisk. Det betyder at PA ide om at overføre fabrikker i stedet for fisk til næste generation, ikke kan lade sig gøre under Brundtland-rapportens målsætninger: Målsætninger der ikke, som PA påstår, har som mål at fordele økonomiske ressourcer, men derimod er et forsøg på at forhindre samme økonomis ødelæggelser af natur- og kulturgrundlaget i verden.

Men som nævnt er det slet ikke Peder Andersens ærinde at give et seriøst bud på et bæredygtigt fiskeri, hans ærinde kommer så at sige ind af bagdøren til sidst i indlægget, hvor han taler varmt for individuelle og omsættelige fangstrettigheder eller fangstafgifter i dagligsproget kaldet omsættelige kvoter.

Omsættelige kvoter kan man være for eller imod af politiske og/eller principielle grunde, men at de skulle være et bud på løsningen af såvel belastningen af økosystemet i havet, overfiskning og en retfærdig fordeling af fiskeressourcerne er noget vrøvl. De vil ikke løse de problemer den fælles fiskeripolitik har skabt i havet og de løser ikke affolkningsproblemet i erhvervet. Når de faktiske problemer er løst, kan det da godt være at sådan noget kunne indføres. Men i dag er det en filosofs og ikke en økonoms opgave, at kunne svare på det.

Havde PA, alene, taget udgangspunkt i målarterne, d.v.s. de kommercielle og for størsteparten kvoterede arter så ville hans indlæg kunne bruges til noget fornuftigt. For ser man udelukkende på målarterne, så har udviklingen de seneste 25 år vist at forvaltningen af de fælles fiskeressourcer bør ske på et økonomisk bæredygtigt grundlag. Denne udvikling skyldes det faktum at mellemstatslig retfærdighed er blevet en vigtig faktor i forvaltningen af havets ressourcer, og derfor bør der opbygges økonomiske forvaltninger som tager det store ansvar for de værdier havet kan bibringe fællesskaberne.

Det er en ny disciplin og det vil tage lang tid, men det er tilsyneladende den eneste farbare vej i det store fællesskab Danmark er blevet en del af. Når det kommer til at tage tid, så skyldes det at forvaltningen må tage vidtgående hensyn og under ingen omstændigheder kan klare sig med PA svage bæredygtigheds begreb. Det bør være et stærkt begreb, men selvfølgelig ikke

PA definition på ’stærk bæredygtighed’ som må betegnes som opretholdelsen af en natur uden menneskelig påvirkning, og som sådan ikke nogen modpol til hans svage begreb og dermed også uden reelt indhold. Det svage begreb som PA operere med, og som han kalder logisk, er et begreb som kan legitimere alt også anvendelsen af havet som losseplads – hvis det kan betale sig, og mon ikke der ikke allerede findes sådanne økonomiske modeller i økonomiernes mange højborge?.

Forvaltningen bør bruge en streng økonomistyring af de kvoterede arter, men dertil må forvaltningen tage udgangspunkt i en skrap økologistyring af det hav disse arter lever i og af. Den sociale bæredygtighed – om der skal være få eller mange fiskere – er en politisk beslutning, men også der kan økonomien være med. For den skrappe økologiske opførsel i og på havet og den strenge økonomiske styring af de kommercielle arter kan kun gennemføres ved: Værdiforøgelse, værdiforøgelse og atter værdiforøgelse i første led.

Som det foregår i dag, hvor man uden held forsøger at hente en kortsigtet profit - under en svag forvaltning - ved brug af et energitungt og naturødelæggende fiskeri, samt et højt mål af industriforarbejdning og kvalitetsforringelse, vil en økonomistyring som PA lægger op til, kun forværre de problemer fiskeriet befinder sig i. PA begreb om bio-økonomisk ligevægt er et statisk begreb som kun tilgodeser her og nu behov – hvor man, som man gør, fanger mange fisk lavt i fødekæden og kun få lidt økonomi ud af det. Det kan man ifølge peder Andersen fortsætte med, det eneste krav er at bestandene ikke må udryddes. Igen et krav uden indhold, da ingen med viden på fiskeriområdet, tror at fiskeriet selv kan udrydde de arter der fiskes på.

’TACén skaber ressourcespild da den har forøget overkapaciteten i fiskeriet’ siger PA, og det er uden tvivl rigtig, men omsættelige kvoter på det nuværende vidensgrundlag er værre. Omsættelige kvoter lader erstatningen for det naturlige ’frie fiskeri’ - det nu i politisk forstand, liberalistiske fiskeri, med en økonomiens naturlovs kraft, styre mod en specialisering, som kun vil forringe naturgrundlaget og forøge overkapaciteten i fiskeriet. TACén med alle dens mangler til tros, forsøger i det mindste, at få fordelt de begrænsede ressourcer så både menneske og natur ikke forarmes mere end højest nødvendigt. Som en tiltrængt forbedring af TACén, ville et sæt økologiske spilleregler, fra hav til bord, kunne fremme et bæredygtig fiskeri.

’Hvis en ressource er alles ejendom, bliver udnyttelsen ingens ansvar’. Det er sikkert rigtig, men nu foreslå PA at den ressource, som først i de senere år er blevet ’alles ejendom’, sælges til enkelt personer, uden at nogen kender ejendomsværdien og uden at fællesskabet har fået opstillet de nødvendige færdselsregler. Skulle hans ide realiseres, kan det kun gøres på en måde – ved at få genindført den frie fiskeriproduktion fra hav til bord, uden nogen form for økonomisk og anden indblanding ude fra, og den model er der vel ikke mange som tror på i dag. Ressourcen og behandlingen af denne er, om man kan lide det eller ej, blevet alles ejendom og ansvar, det eneste ansvarlige fællesskabet kan gøre i dag, er at få forvaltet - ikke solgt - disse ressourcer. Om mange år når man har større klarhed over de økologiske spilleregler i havet og større klarhed over anvendelsen af havets ressourcer er det da muligt at der kan indføres en eller anden form for ’ejendomsret’ til fiskeressourcerne, men det spørgsmål bør som før nævnt, overlades til filosoffer, ikke økonomer.

Økonomer kan være med, ikke i handlen, men i forvaltningen og samme forvaltning skal sørge for at de økologiske færdselsregler opbygges og overholdes, og hertil kunne økonomer, som har et bud på et bæredygtig fiskeri, se med større alvor på tabene end på en kortsigtet profit, for kun derigennem kan fællesskabet leve op til Brundtland rapportens anbefalinger, som de kan læses i bogen ’Vores Fælles Fremtid’ fra 1997.